Under coronaudbruddet har der været bekymring for, at kvinder udsat for vold i hjemmet, ikke kunne få hjælp under nedlukninger. Derfor udviklede CWO (Canadian Women’s Foundation) et håndtegn med det formål, at kvinder diskret kan signalere, hvis de er udsat for vold og har brug for hjælp – deraf navnet #signalforhelp

Signalet kan bruges både på videoopkald og i virkeligheden, hvis man ikke har mulighed for at få hjælp på anden vis, fx hvis ens digitale fodspor eller telefonsamtaler overvåges. Idéen med tegnet er diskretion, og derfor er det vigtigt, at man ikke siger eksempelvis ”er du i fare?” højt, før at personen selv har italesat, at det er sikkert.

Hvis du ser tegnet, er det vigtigt, at du reagerer på en sikker måde, fx ved:

  1. At ringe til dem og stille dem spørgsmål, de kan besvare med ja eller nej. Fx: ”vil du have jeg skal ringe 112?”, ”skal jeg finde/kontakte et krisecenter for dig?”.
  2. At kontakte dem på et sikkert socialt medie fx, WhatsApp, e-mail eller snapchat og spørge dem: ”hvordan har du det?”, ”er der noget jeg kan hjælpe med?”, ”skriv til mig når du kan”.
  3. At spørge generelt ”er der noget jeg kan hjælpe dig med?”
  4. Hellere ringe til politiet én gang for meget end én gang for lidt.

1